mandag, maj 19, 2003

Sisley Treviso vinder det italienske mesterskab

En lille nyhed om det italienske mesterskab, skrevet til Volleynet. Jeg har ikke fulgt så meget med i Italien i år, men det ser ud til at være fortjent at Treviso vinder Scudetto'en. Hvis man vil læse mere (på italiensk) og se nogle billeder, kan man prøve legavolley.it eller volleyball.it.

Nyheden
I verdens stærkeste volleyball-liga, den italienske serie A, gik mesterskabet i år til Sisley Treviso, som i finalespillet vandt med 3-1 i kampe over Kerakoll Modena.

Den afgørende sejr fik Treviso lørdag, hvor de på udebane vandt 3-1. Holdet startede ellers finalekampene med et udebanenederlag og måtte derefter ud i fem sæt i begge de to efterfølgende hjemmebanekampe. Over sæsonen virker det dog rimeligt at Treviso tog mesterskabet, da holdet også vandt grundspillet.

Mesterholdet består af en række italienske landsholdsspillere såsom hæveren Valerio Vermiglio, kanterne Samuele Papi og Alberto Cisolla og centerspillerne Alessandro Fei og Luca Tencati. Det var dog den russiske diagonalspiller Stanislav Dineikin på 216 cm, der blev kåret som finaleseriens bedste spiller.

Kerakoll Modenas hold er heller ikke ueffent med kendte navne som Roman Iakovlev, Lloy Ball, Andrea Giani, Luca Cantagalli og den brasilianske verdensmester Dante Amaral.