tirsdag, november 05, 2002

Nedtællingen er i gang - 5 4 3 dage til slaget om Århus

Så er det på lørdag det sker: Vi skal have afgjort hvem der er Århus' bedste volleyballhold.

I al den seneste uges snak om Åbyhøj er det som om man har glemt at det Skovbakken-hold som led sidste weekends pinagtige nederlag, kun er Skovbakkens næstbedste. Skovbakkens bedste herrehold er p.t. et af de bedste hold i hele landet, og i Århus-sammenhæng må man vel sige at Bakken er i titelforsvarerens rolle mod ASV's udfordrere på lørdag.

De to hold har ikke mødt hinanden i en turneringskamp siden de legendariske elitekvalifikationsopgør i april 1999. Det er vist overflødigt at sige at det er ASV der har revanche til gode fra dengang. Og for at gøre det hele endnu bedre er herreelitekampen pakket ind i yderligere to Skovbakken-ASV-opgør:

13.00: Skovbakken - ASV (1. division vest damer)
15.00: Skovbakken - ASV (Elitedivision herrer)
17.00: Skovbakken II - ASV II (2. division vest herrer)

Lørdagen skulle altså også give svar på hvem der råder over Århus' bedste andethold for herrer, og på hvem der råder over det næstbedste damehold i byen (efter den flok tidligere ASV- og Skovbakken-spillere der i denne sæson har valgt at optræde under navnet Åbyhøj).

Så kom en tur til Vejlby-Risskov Hallen på lørdag (Åbyhøj-folk er mere end velkomne) og overvær slaget om volleyball-Århus.