I januar 1999 flyttede jeg til Århus og begyndte i Skovbakken. Valget faldt på den klub fordi jeg havde et par løse bekendtskaber dér fra Idrætshøjskolen i Sønderborg. Jeg fortrød det aldrig, og man må også sige at jeg kom til en klub der på herresiden var i stor fremgang.
Selv om jeg endnu kun havde spillet 2. og 3. division, røg jeg direkte ind på førsteholdet, som lå i toppen af 1. division (der var på det tidspunkt kun én 1. division) og kæmpede for oprykning. De havde kun én hæver i truppen og kunne derfor sagtens bruge en ung (jeg var 23) og håbefuld spiller.
Jeg spillede min sidste kamp for Hvidovre i en weekend sidst i februar (efter jeg var flyttet). Derfor gik min måneds karantæne nærmest til sæsonen var slut. Med min korte tid på Skovbakken-holdet kunne jeg nok heller ikke have bidraget med det helt store. Men det gik sådan at Skovbakken sluttede nummer to i 1. division og derfor skulle i kvalifikationskampe mod nummer næstsidst fra Elitedivisionen. Det var sjovt nok ASV Århus, så der var lagt op til et altafgørende slag om Århus, og på det tidspunkt var jeg blevet spilleberettiget.
Jeg kom derfor med i truppen til det første opgør, som skulle foregå i Skovbakken. Vi havde tidligere spillet nogle træningskampe mod ASV, og der plejede vi vist at tabe. ASV havde et ganske talentfuldt hold, som nok egentlig kunne have klaret sig bedre end deres 7.-plads i eliten, og jeg tror vi var ret undertippede i kvalifikationskampene.
Skovbakken-truppen bestod af: Finn Andersen (hæver), Mikkel Simonsen, Jes Ravn, Mikael Thomsen, Morten Madsen (center), Simon Højen, Anders Pedersen, Anders Sørensen, Jesper Hauge (kant), Søren Bastholm, Jesper Abildtrup, Bo Kristensen (diagonal) og Keld Fihl (libero). Det giver 13 navne ud over mig. Jeg kan ikke helt huske hvordan der blev plads til mig, men nogle andre må vel have været skadet eller siddet over.
Vores træner var den legendariske tysktalende iraner Parviz Kazemi. Mere om ham en anden uge.
I virkeligheden husker jeg ikke så meget fra første kamp, men vi lavede i hvert fald overraskelsen og vandt 3-1. Jeg kom slet ikke på banen, og det havde jeg nok heller ikke forventet. Jeg var oppe imod en erfaren hæver og havde kun trænet med holdet i nogle få måneder.
Det jeg husker bedst om kampen, er vel nok Århus Stiftstidendes overskrift i den efterfølgende artikel: "Huleboere løsnede slipset". Vistnok en causeren over de mange råb man hører under en volleyballkamp.
Min rigtige debut på banen kom i anden kamp, som jeg skriver om i næste uge.
Viser opslag med etiketten Onsdagsarkivet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Onsdagsarkivet. Vis alle opslag
onsdag, juli 06, 2005
onsdag, juni 29, 2005
Onsdagsarkivet: Hvidovre - Holte II 3-2 (januar 99)
Som nævnt vil jeg genoptage mine tilbageblik, som jeg på en eller anden måde kom til at glemme i den hektiske sæsonafslutning.
Jeg har egentlig glædet mig lidt til at skrive om denne kamp, som var min afskedskamp for Hvidovre, fordi jeg husker det som en superkamp. Jeg stod foran at skulle flytte til Århus og påbegynde Journalisthøjskolen i februar 99, og så var det jo svært at fortsætte i Hvidovre, som havde været min klub i de første fire år af min volleyballkarriere.
Den sidste kamp før den store flyttedag stod mod Holte. Reelt nåede jeg faktisk at spille yderligere en kamp for Hvidovre da jeg var hjemme i en weekend nogle uger senere, men den var knap så minderig.
Holte havde, som jeg også fik nævnt i omtalen af vores første møde med dem, et stærkt hold bestående af nogle rutinerede folk og nogle unge talenter. De var tophold og bestemt ikke et hold som mange af de andre regnede med at slå.
Dertil kom jo at vi forventede at Holte ville være ekstremt opsatte til denne kamp på grund af den måde vi havde vundet første opgør på. Så vi frygtede faktisk at få store klø. Sådan gik det heldigvis ikke, men denne gang var det hovedsageligt vores egen fortjeneste. Vi spillede en rigtig kanonkamp, og på det tidspunkt var det absolut en af de bedste kampe jeg havde været med i.
Jeg husker det også som en fin kamp fra min egen side, men Svinet gik til Michael Gamst. Vores senere træner spillede på det tidspunkt kant for os (efter eget ønske), selv om han jo i høj grad var opdraget som hæver, men det gik faktisk rigtig godt.
Det var en tæt kamp hele vejen igennem og en af den slags kampe hvor enkelte højdepunkter stadig står ret klart i hukommelsen: En lækker énmandsblokade af mig selv (det sker sjældent), og af en eller anden grund også matchbolden. Den fik David og slog den vist ud via en blokade. Jeg husker det specielt fordi jeg nærmest var tvunget til at hæve til David fordi vi på den anden kant havde en fyr som man aldrig måtte hæve til på afgørende bolde. Der er jo ingen grund til at hænge ham ud, men mine holdkammerater vil vide hvem jeg snakker om.
Jeg rejste til Århus med god samvittighed, bortset fra at det selvfølgelig altid er ærgerligt at forlade en klub man godt kan lide at være i. Men holdet kunne hverken rykke op eller ned i den sæson. For mig fortsatte karrieren i Skovbakken. Så det kan man læse mere om i de kommende uger.
Jeg har egentlig glædet mig lidt til at skrive om denne kamp, som var min afskedskamp for Hvidovre, fordi jeg husker det som en superkamp. Jeg stod foran at skulle flytte til Århus og påbegynde Journalisthøjskolen i februar 99, og så var det jo svært at fortsætte i Hvidovre, som havde været min klub i de første fire år af min volleyballkarriere.
Den sidste kamp før den store flyttedag stod mod Holte. Reelt nåede jeg faktisk at spille yderligere en kamp for Hvidovre da jeg var hjemme i en weekend nogle uger senere, men den var knap så minderig.
Holte havde, som jeg også fik nævnt i omtalen af vores første møde med dem, et stærkt hold bestående af nogle rutinerede folk og nogle unge talenter. De var tophold og bestemt ikke et hold som mange af de andre regnede med at slå.
Dertil kom jo at vi forventede at Holte ville være ekstremt opsatte til denne kamp på grund af den måde vi havde vundet første opgør på. Så vi frygtede faktisk at få store klø. Sådan gik det heldigvis ikke, men denne gang var det hovedsageligt vores egen fortjeneste. Vi spillede en rigtig kanonkamp, og på det tidspunkt var det absolut en af de bedste kampe jeg havde været med i.
Jeg husker det også som en fin kamp fra min egen side, men Svinet gik til Michael Gamst. Vores senere træner spillede på det tidspunkt kant for os (efter eget ønske), selv om han jo i høj grad var opdraget som hæver, men det gik faktisk rigtig godt.
Det var en tæt kamp hele vejen igennem og en af den slags kampe hvor enkelte højdepunkter stadig står ret klart i hukommelsen: En lækker énmandsblokade af mig selv (det sker sjældent), og af en eller anden grund også matchbolden. Den fik David og slog den vist ud via en blokade. Jeg husker det specielt fordi jeg nærmest var tvunget til at hæve til David fordi vi på den anden kant havde en fyr som man aldrig måtte hæve til på afgørende bolde. Der er jo ingen grund til at hænge ham ud, men mine holdkammerater vil vide hvem jeg snakker om.
Jeg rejste til Århus med god samvittighed, bortset fra at det selvfølgelig altid er ærgerligt at forlade en klub man godt kan lide at være i. Men holdet kunne hverken rykke op eller ned i den sæson. For mig fortsatte karrieren i Skovbakken. Så det kan man læse mere om i de kommende uger.
onsdag, marts 23, 2005
Onsdagsarkivet: Hvidovre - Skt. Jørgen II 3-2 (november 98)
Den her kamp husker jeg af én eneste årsag, og det er vel også en lille anekdote værd. Årsagen: Vi vandt kampen 3-2 efter at have været bagud 2-0 og været nede med matchbold i 3. sæt.
Og endnu vildere: På matchbolden smashede vi bolden ud af banen, ganske vist kun en smule, men de færreste var i tvivl. Men det var jo dengang hvor hjemmeklubben stillede linjedommere til divisionskampe, og vores erfarne linjedommer Kirsten var heldigvis ikke i tvivl om at bolden var inde.
Så vi overlevede matchbolden under beherskede protester fra Skt. Jørgen-lejren. Hvis de på det tidspunkt havde vidst at den bold ville koste dem kampen, havde de nok brokket sig lidt mere. For vi vandt 3. sæt og overtog derefter styringen i kampen.
I øvrigt synes jeg at det er lidt sjovt at både TV55 og Skt. Jørgen dengang havde deres andethold liggende i 2. division. Lige nu spiller førsteholdet fra Frederiksberg (som jo er en fusion af de to klubber) i danmarksserien. Så den fusion var vist en behersket succes rent sportsligt.
Vi sluttede efteråret midt i rækken med fem sejre og fire nederlag (eller måske omvendt). Men et stykke fra både op- og nedrykningsmuligheder.
Og endnu vildere: På matchbolden smashede vi bolden ud af banen, ganske vist kun en smule, men de færreste var i tvivl. Men det var jo dengang hvor hjemmeklubben stillede linjedommere til divisionskampe, og vores erfarne linjedommer Kirsten var heldigvis ikke i tvivl om at bolden var inde.
Så vi overlevede matchbolden under beherskede protester fra Skt. Jørgen-lejren. Hvis de på det tidspunkt havde vidst at den bold ville koste dem kampen, havde de nok brokket sig lidt mere. For vi vandt 3. sæt og overtog derefter styringen i kampen.
I øvrigt synes jeg at det er lidt sjovt at både TV55 og Skt. Jørgen dengang havde deres andethold liggende i 2. division. Lige nu spiller førsteholdet fra Frederiksberg (som jo er en fusion af de to klubber) i danmarksserien. Så den fusion var vist en behersket succes rent sportsligt.
Vi sluttede efteråret midt i rækken med fem sejre og fire nederlag (eller måske omvendt). Men et stykke fra både op- og nedrykningsmuligheder.
onsdag, marts 09, 2005
Onsdagsarkivet: Farum - Hvidovre 3-0 (november 98)
Jeg tager mest denne kamp med i min historiske gennemgang for at illustrere at vi bestemt ikke vandt alt hvad vi rørte ved dette efterår. Farum endte som oprykkere, og på det tidspunkt hvor vi mødte dem, havde vi stadig selv muligheden for at sætte os på en af topplaceringerne.
Men ud over at det altså var en form for topkamp (i hvert fald blandt rækkens førstehold), var det vist ikke en mindeværdig kamp. Så vidt jeg husker, havde vores træner forberedt sig ret grundigt på kampen ved at være ude og se Farum i en anden kamp. Så vi havde lagt taktik med henblik på nogle af deres spillere. Det viste sig bare ikke at gøre nogen forskel fordi vi havde en dag hvor vi aldrig fik vores eget spil til at fungere.
Jeg kan huske at vi i denne sæson eksperimenterede en del med liberoposten, som jo var helt nyindført. Senere er den kommet til at tilhøre Thomas Stryhn ret fast, men i denne sæson blev den også undervejs udfyldt af (foruden Stryhn) Bent, muligvis Lars P. og/eller Kim samt den navnkundige statistik-Steen, og jeg mener at sidstnævnte spillede libero i denne kamp.
Vi fik smæk i en rimeligt hurtig 3-0'er, den eneste gang jeg har mødt Farum, der også et par år senere endte med at trække sit hold efter at have været millimeter fra at rykke op i elitedivisionen.
Men i hvert fald var dette nederlag med til at definere os som et midterhold i den sæson, og jeg tror at vi sluttede efteråret med fem sejre og fire nederlag.
Men ud over at det altså var en form for topkamp (i hvert fald blandt rækkens førstehold), var det vist ikke en mindeværdig kamp. Så vidt jeg husker, havde vores træner forberedt sig ret grundigt på kampen ved at være ude og se Farum i en anden kamp. Så vi havde lagt taktik med henblik på nogle af deres spillere. Det viste sig bare ikke at gøre nogen forskel fordi vi havde en dag hvor vi aldrig fik vores eget spil til at fungere.
Jeg kan huske at vi i denne sæson eksperimenterede en del med liberoposten, som jo var helt nyindført. Senere er den kommet til at tilhøre Thomas Stryhn ret fast, men i denne sæson blev den også undervejs udfyldt af (foruden Stryhn) Bent, muligvis Lars P. og/eller Kim samt den navnkundige statistik-Steen, og jeg mener at sidstnævnte spillede libero i denne kamp.
Vi fik smæk i en rimeligt hurtig 3-0'er, den eneste gang jeg har mødt Farum, der også et par år senere endte med at trække sit hold efter at have været millimeter fra at rykke op i elitedivisionen.
Men i hvert fald var dette nederlag med til at definere os som et midterhold i den sæson, og jeg tror at vi sluttede efteråret med fem sejre og fire nederlag.
onsdag, marts 02, 2005
Onsdagsarkivet: Holte II - Hvidovre 0-3 (november 98)
Vi er nået til en af de underligste kampe i min karriere. Holte II var på det tidspunkt fast tophold i 2. division øst fordi de ikke kunne rykke højere op. Med spillere som Søren Søgaard, Søren Trostmann, Lars Berg m.fl. var de ellers rigeligt stærke til at ligge i toppen hvert år. I sæsonen 98-99 stillede de som regel med de ovennævnte suppleret blandt andre med spillere fra deres ynglingehold, som på det tidspunkt var ret stærkt.
Nu var der bare det uheldige at den dag hvor vi skulle møde dem, spillede deres ynglinge også kamp. De havde åbenbart regnet ud at de unge fyre godt kunne nå begge dele, så de var taget til ynglingekamp andetsteds i København. Mens vi varmede op, var der således kun fire Holte-spillere til stede, heriblandt en ung Lars Hoppe. Ynglingekampen var åbenbart trukket ud for de øvrige, men de var i kontakt med dem og vidste at de var på vej. Mobiltelefonen var vist lige opfundet.
Men vores træner, der som tidligere nævnt var en ambitiøs og resultatorienteret thybo, kaldte os sammen kort før den planlagte kampstart og sagde i korte træk at han syntes vi skulle bede om at få kampen fløjtet i gang til tiden, og hvis ikke Holte-spillerne var fuldtallige, var det bare ærgerligt for dem.
Som sagt så gjort: Og da de unge Holte-spillere ankom meget kort efter kl. 16 (eller hvornår kampstart nu var), vist ikke mere end to minutter for sent, var vi i gang med at pakke vores tasker og gå vores vej.
De var ikke specielt begejstrede for os, men vi fik sejren og to point som de færreste hold nok ville få imod Holte II.
Jeg må indrømme at jeg aldrig har været stolt over vores optræden ved den lejlighed, men lige da det skete, var vi enige om at det var ret sjovt. Og når det nu var Holte, havde man af en eller anden grund mindre medlidenhed. Det var jo ikke sådan at de risikerede at rykke ned (eller for den sags skyld misse oprykning).
Jeg har lidt svært ved at huske den præcise rækkefølge for kampene i denne sæson, men jeg mener at vi nu havde tre sejre i fire kampe og lå godt med i toppen.
Nu var der bare det uheldige at den dag hvor vi skulle møde dem, spillede deres ynglinge også kamp. De havde åbenbart regnet ud at de unge fyre godt kunne nå begge dele, så de var taget til ynglingekamp andetsteds i København. Mens vi varmede op, var der således kun fire Holte-spillere til stede, heriblandt en ung Lars Hoppe. Ynglingekampen var åbenbart trukket ud for de øvrige, men de var i kontakt med dem og vidste at de var på vej. Mobiltelefonen var vist lige opfundet.
Men vores træner, der som tidligere nævnt var en ambitiøs og resultatorienteret thybo, kaldte os sammen kort før den planlagte kampstart og sagde i korte træk at han syntes vi skulle bede om at få kampen fløjtet i gang til tiden, og hvis ikke Holte-spillerne var fuldtallige, var det bare ærgerligt for dem.
Som sagt så gjort: Og da de unge Holte-spillere ankom meget kort efter kl. 16 (eller hvornår kampstart nu var), vist ikke mere end to minutter for sent, var vi i gang med at pakke vores tasker og gå vores vej.
De var ikke specielt begejstrede for os, men vi fik sejren og to point som de færreste hold nok ville få imod Holte II.
Jeg må indrømme at jeg aldrig har været stolt over vores optræden ved den lejlighed, men lige da det skete, var vi enige om at det var ret sjovt. Og når det nu var Holte, havde man af en eller anden grund mindre medlidenhed. Det var jo ikke sådan at de risikerede at rykke ned (eller for den sags skyld misse oprykning).
Jeg har lidt svært ved at huske den præcise rækkefølge for kampene i denne sæson, men jeg mener at vi nu havde tre sejre i fire kampe og lå godt med i toppen.
onsdag, februar 16, 2005
Onsdagsarkivet: PVC Lyngby - Hvidovre 3-2 (oktober 98)
Meget passende er jeg i denne uge nået til en kamp mod PVC Lyngby, som vi jo også møder på fredag, her i nutiden.
Men i slutningen af det 20. århundrede spillede vi altså også mod PVC i Polythallen med den underlige dunkle belysning. Vi var kommet godt fra start i 2. division øst med to sejre, så det her var en mulighed for at være helt i front efter tre runder.
Det blev desværre en meget ujævn kamp, som vi endte med at tabe selv om vi vist nok burde have vundet. Men vi havde i nogle perioder enorme problemer med at vinde vores angreb. Jeg mener at den endte 16-14 eller noget lignende i 5. sæt, så det kunne lige så godt have endt med en sejr.
Vi var jo blevet vant til at vinde efter vores sæson i 3. division syd, så jeg husker det som et nederlag der gjorde ondt. Jeg kan egentlig ikke huske om vi havde lavet en resultat-målsætning for sæsonen, men vi havde vist på forhånd ingen forventninger om at ligge i toppen. Så da vi alligevel efter nogle kampe kunne se at vi havde muligheden, var det ærgerligt at tabe til et hold som PVC.
Men i slutningen af det 20. århundrede spillede vi altså også mod PVC i Polythallen med den underlige dunkle belysning. Vi var kommet godt fra start i 2. division øst med to sejre, så det her var en mulighed for at være helt i front efter tre runder.
Det blev desværre en meget ujævn kamp, som vi endte med at tabe selv om vi vist nok burde have vundet. Men vi havde i nogle perioder enorme problemer med at vinde vores angreb. Jeg mener at den endte 16-14 eller noget lignende i 5. sæt, så det kunne lige så godt have endt med en sejr.
Vi var jo blevet vant til at vinde efter vores sæson i 3. division syd, så jeg husker det som et nederlag der gjorde ondt. Jeg kan egentlig ikke huske om vi havde lavet en resultat-målsætning for sæsonen, men vi havde vist på forhånd ingen forventninger om at ligge i toppen. Så da vi alligevel efter nogle kampe kunne se at vi havde muligheden, var det ærgerligt at tabe til et hold som PVC.
onsdag, februar 09, 2005
Onsdagsarkivet: Hvidovre - Rødovre 3-0 (oktober 98)
Vores gode sæson i 3. division syd sendte os tilbage i 2. division øst.
Det var kendt som en ret stærk række blandt andet fordi der var nogle andethold fra nogle af de store klubber. Dengang kunne et andethold ikke rykke højere end 2. division, og det betød, at især Holtes, Gentoftes og Lyngbys andethold i disse år lå ret stabilt i toppen af 2. division, men altså ikke kom højere. Skt. Jørgens andethold var også med i rækken. Der var kun én oprykningsplads til 1. division at spille om, og af samme grund kunne den ofte vindes gennem en anden- eller trejdeplads.
Jeg er ret sikker på at kampen mod Rødovre var vores første i sæsonen. Ironisk nok at vi skulle starte mod holdet der halvandet år tidligere havde sendt os ned. Kampen viste dog med al tydelighed at vi var blevet stærkere, og det var de ikke.
Det var vist ikke nogen kæmpesejr i de enkelte sæt, men eftersom vi endnu var usikre på hvordan vores niveau var i forhold til 2. division, var det jo positivt at komme fra start med to point.
Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det her den første sæson med libero-reglen. Jeg kan huske at vi tidligt i sæsonen prøvede nogle forskellige folk på pladsen, men den endte med at gå til Thomas Stryhn, som har siddet ret solidt på den siden da.
Vores træner hed stadig Flemming Berg. Nye spillere i truppen var Kim Mathiassen, Jakob Due Jakobsen og fhv. statistik-Steen, og nogle kampe inde i sæsonen kom Michael Gamst til. Han var jo tidligere hæver, men havde fået tilbuddet om at spille kant for os. Øvrige navne var Ole Olsen (nu Moe), Bent K., Lars P., Kim Madsen, Buggi, David, Nicolas og altså Stryhn og mig selv. Ud over Nicolas og Steen spiller alle de øvrige faktisk stadig i klubben.
Efter sejren over Rødovre fik vi vist en 3-1-sejr over Næstved, og så begyndte det at gå ned ad bakke, men det vender jeg tilbage til.
Det var kendt som en ret stærk række blandt andet fordi der var nogle andethold fra nogle af de store klubber. Dengang kunne et andethold ikke rykke højere end 2. division, og det betød, at især Holtes, Gentoftes og Lyngbys andethold i disse år lå ret stabilt i toppen af 2. division, men altså ikke kom højere. Skt. Jørgens andethold var også med i rækken. Der var kun én oprykningsplads til 1. division at spille om, og af samme grund kunne den ofte vindes gennem en anden- eller trejdeplads.
Jeg er ret sikker på at kampen mod Rødovre var vores første i sæsonen. Ironisk nok at vi skulle starte mod holdet der halvandet år tidligere havde sendt os ned. Kampen viste dog med al tydelighed at vi var blevet stærkere, og det var de ikke.
Det var vist ikke nogen kæmpesejr i de enkelte sæt, men eftersom vi endnu var usikre på hvordan vores niveau var i forhold til 2. division, var det jo positivt at komme fra start med to point.
Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det her den første sæson med libero-reglen. Jeg kan huske at vi tidligt i sæsonen prøvede nogle forskellige folk på pladsen, men den endte med at gå til Thomas Stryhn, som har siddet ret solidt på den siden da.
Vores træner hed stadig Flemming Berg. Nye spillere i truppen var Kim Mathiassen, Jakob Due Jakobsen og fhv. statistik-Steen, og nogle kampe inde i sæsonen kom Michael Gamst til. Han var jo tidligere hæver, men havde fået tilbuddet om at spille kant for os. Øvrige navne var Ole Olsen (nu Moe), Bent K., Lars P., Kim Madsen, Buggi, David, Nicolas og altså Stryhn og mig selv. Ud over Nicolas og Steen spiller alle de øvrige faktisk stadig i klubben.
Efter sejren over Rødovre fik vi vist en 3-1-sejr over Næstved, og så begyndte det at gå ned ad bakke, men det vender jeg tilbage til.
onsdag, januar 26, 2005
Onsdagsarkivet: Hvidovre - Bjæverskov 1-3 (februar 98)
Som skrevet i sidste uge gik vi ubesejrede igennem efteråret i 3. division syd. Der var i hvert fald fire point til de nærmeste konkurrenter, så foråret handlede mest om ikke at snuble for mange gange.
Som jeg husker det, bød det ikke på mange mindeværdige kampe. Faktisk var vores form bedre i efteråret. Uden at jeg kan huske rækkefølgen, fik vi dog de vigtige hjemmesejre imod Slagelse og Frederikssund (begge 3-1) og en hårdt tilkæmpet 3-2-udesejr imod Vordingborg, som var begyndt at spille rigtig godt.
Et enkelt nederlag blev det dog også til, og det var selvfølgelig imod vores ærkerivaler fra Bjæverskov. Ingen tvivl om at Bjæverskov var et hold med et stort potentiale og et højt topniveau. Lars E. var en hæver der kunne køre højt tempo og ramme hvem som helst fra næsten hvor som helst.
Alligevel tror jeg at den vigtigste årsag til at de vandt, var at vores skarphed var dalet en smule i forhold til efteråret. I hvert fald var det endnu en tæt kamp, dog ikke helt så lang og helt så velspillet som det foregående opgør.
For mit eget vedkommende var der jo den forskel at jeg nu som truppens eneste hæver spillede hele kampen. Og det kan da også ske at vi kunne have haft glæde af en lidt mere erfaren hæver i afgørelsen.
Men pyt, det endte med at blive vores eneste nederlag i sæsonens 18 kampe, så vi var klar til 2. division øst. Bjæverskov sluttede nummer to med tre nederlag (til os, Slagelse og Vordingborg). Jeg tror Frederikssund sluttede som nummer tre. Det følgende år rykkede Bjæverskov i øvrigt op.
Som jeg husker det, bød det ikke på mange mindeværdige kampe. Faktisk var vores form bedre i efteråret. Uden at jeg kan huske rækkefølgen, fik vi dog de vigtige hjemmesejre imod Slagelse og Frederikssund (begge 3-1) og en hårdt tilkæmpet 3-2-udesejr imod Vordingborg, som var begyndt at spille rigtig godt.
Et enkelt nederlag blev det dog også til, og det var selvfølgelig imod vores ærkerivaler fra Bjæverskov. Ingen tvivl om at Bjæverskov var et hold med et stort potentiale og et højt topniveau. Lars E. var en hæver der kunne køre højt tempo og ramme hvem som helst fra næsten hvor som helst.
Alligevel tror jeg at den vigtigste årsag til at de vandt, var at vores skarphed var dalet en smule i forhold til efteråret. I hvert fald var det endnu en tæt kamp, dog ikke helt så lang og helt så velspillet som det foregående opgør.
For mit eget vedkommende var der jo den forskel at jeg nu som truppens eneste hæver spillede hele kampen. Og det kan da også ske at vi kunne have haft glæde af en lidt mere erfaren hæver i afgørelsen.
Men pyt, det endte med at blive vores eneste nederlag i sæsonens 18 kampe, så vi var klar til 2. division øst. Bjæverskov sluttede nummer to med tre nederlag (til os, Slagelse og Vordingborg). Jeg tror Frederikssund sluttede som nummer tre. Det følgende år rykkede Bjæverskov i øvrigt op.
onsdag, januar 19, 2005
Onsdagsarkivet: Slagelse - Hvidovre 0-3 (oktober 97)
Vores næste kamp efter den vigtige sejr over Bjæverskov var endnu en topkamp i 3. division syd. Slagelse havde også slået Bjæverskov og var ligesom os ubesejrede på dette tidspunkt, efter vist nok tre runder.
I Bjæverskov havde vi fordelen af mest erfaring. Imod Slagelse var vi derimod de unge. Derfor var planen også at vi skulle lægge et højt tryk og ikke tillade dem at trække kampen ned i tempo.
Det lykkedes til fulde, og jeg husker dette som vores vel nok mest koncentrerede og fejlfri indsats i hele sæsonen. Vi kørte dem fuldstændig over i de to første sæt og vandt også det sidste ret ubesværet, om end ikke helt så stort. Lidt af en magtdemonstration i en topkamp.
Flemming lod mig starte inde på trods af Mortens gode kamp mod Bjæverskov. Han startede til gengæld 2. sæt, og så var det vist mig der hævede igen i 3. sæt. Ikke så længe efter denne kamp fik Morten, som på dette tidspunkt var midt i 30'erne, nok af det rotationsprincip. Han indstillede karrieren, og så var jeg pludselig ene mand på hæverpladsen. Det er jo altid fjollet når folk stopper midt i en sæson, men på den anden side var udsigterne for en lidt gammel hæver måske ikke så gode når han allerede var ude af startopstillingen i de fleste kampe.
Vi endte med at gå ubesejrede igennem efteråret, med en 3-2-sejr over Frederikssund som den tætteste kamp. Den kamp husker jeg ikke så meget fra, så den får ikke sin egen artikel. I efterårets øvrige kampe (imod hold som Holbæk, Ringsted og Nørre Alslev) var modstanden til at overse.
I Bjæverskov havde vi fordelen af mest erfaring. Imod Slagelse var vi derimod de unge. Derfor var planen også at vi skulle lægge et højt tryk og ikke tillade dem at trække kampen ned i tempo.
Det lykkedes til fulde, og jeg husker dette som vores vel nok mest koncentrerede og fejlfri indsats i hele sæsonen. Vi kørte dem fuldstændig over i de to første sæt og vandt også det sidste ret ubesværet, om end ikke helt så stort. Lidt af en magtdemonstration i en topkamp.
Flemming lod mig starte inde på trods af Mortens gode kamp mod Bjæverskov. Han startede til gengæld 2. sæt, og så var det vist mig der hævede igen i 3. sæt. Ikke så længe efter denne kamp fik Morten, som på dette tidspunkt var midt i 30'erne, nok af det rotationsprincip. Han indstillede karrieren, og så var jeg pludselig ene mand på hæverpladsen. Det er jo altid fjollet når folk stopper midt i en sæson, men på den anden side var udsigterne for en lidt gammel hæver måske ikke så gode når han allerede var ude af startopstillingen i de fleste kampe.
Vi endte med at gå ubesejrede igennem efteråret, med en 3-2-sejr over Frederikssund som den tætteste kamp. Den kamp husker jeg ikke så meget fra, så den får ikke sin egen artikel. I efterårets øvrige kampe (imod hold som Holbæk, Ringsted og Nørre Alslev) var modstanden til at overse.
onsdag, januar 12, 2005
Onsdagsarkivet: Bjæverskov - Hvidovre 1-3 (oktober 97)
Ups, jeg havde vist lige glemt mit gode initiativ med at grave i arkiverne hver onsdag.
I dag er vi nået til en lækkerbisken. På daværende tidspunkt var der i hvert fald ingen tvivl om at det var den tætteste og mest velspillede kamp jeg nogensinde havde deltaget i. Jeg er også overbevist om at det stadig er den længste kamp jeg nogensinde har været med i. Jeg mener den varede omkring to en halv time, selv om det lyder vildt i vore dage. Men dengang kunne to hold med effektivt sideout-spil jo få en kamp til at vare meget længe.
Bjæverskov og Hvidovre havde allerede på det tidspunkt et specielt forhold til hinanden, vist nok fordi der var nogle spillere (herunder Lars Engell) der havde været i begge klubber. Men efter en del drabelige stævne-opgør var det her den første gang at de to hold mødtes i en turneringskamp.
Bjæverskov havde på det tidspunkt et meget talentfuldt hold med navne som Rune Thomsen og Martin Oht, som har været teenagere på det tidspunkt. Derudover havde de lidt mere erfarne kræfter som Anders Nielsen, der spiller for os i dag, og den fremragende hæver Lars Engell.
Generelt var der dog en del mere rutine på vores hold, og Bjæverskov havde også allerede smidt en kamp (imod Slagelse) selv om det her vist nok kun var tredje runde. Det var 3. division syd, og der var kun én oprykningsplads at spille om. Derfor endte vores sejr i kampen med at være uendeligt betydningsfuld for os fordi vi faktisk meget tidligt i sæsonen satte vores stærkeste rival fire point bagefter. Vi endte faktisk med at slutte sæsonen på en førsteplads, fire point foran Bjæverskov.
Vores listige jyske træner, Flemming, havde lagt en ret grundig taktik, som i korte træk gik ud på at stække Rune (deres stærkeste angriber) ved at serve meget på ham og i øvrigt køre lidt på ham psykologisk. Jeg ved ikke om det var det der afgjorde kampen, for som antydet blev det faktisk en kamp med få fejl og et højt sideout-niveau.
Jeg var startet inde i sæsonens første kampe og havde gjort det godt, men til denne kamp valgte Flemming at lade den erfarne Morten Schou starte kampen. Vi var på det tidspunkt rimeligt jævnbyrdige, men det var nok godt set af Flemming at der var brug for erfaring i netop denne kamp.
Vi vandt de to første sæt og tabte det tredje, og så fik jeg chancen fra starten af 4. sæt. Det gik fint, og vi førte det meste af sættet med et par point. Til sidst, da det spidsede til, kom Morten dog ind igen, og vi fik hevet sejren hjem.
Det er muligt at jeg i dag ville grine hvis jeg så en videooptagelse af kampen, men i hukommelsen står denne 3. divisionskamp som en af de bedste i min karriere...
I dag er vi nået til en lækkerbisken. På daværende tidspunkt var der i hvert fald ingen tvivl om at det var den tætteste og mest velspillede kamp jeg nogensinde havde deltaget i. Jeg er også overbevist om at det stadig er den længste kamp jeg nogensinde har været med i. Jeg mener den varede omkring to en halv time, selv om det lyder vildt i vore dage. Men dengang kunne to hold med effektivt sideout-spil jo få en kamp til at vare meget længe.
Bjæverskov og Hvidovre havde allerede på det tidspunkt et specielt forhold til hinanden, vist nok fordi der var nogle spillere (herunder Lars Engell) der havde været i begge klubber. Men efter en del drabelige stævne-opgør var det her den første gang at de to hold mødtes i en turneringskamp.
Bjæverskov havde på det tidspunkt et meget talentfuldt hold med navne som Rune Thomsen og Martin Oht, som har været teenagere på det tidspunkt. Derudover havde de lidt mere erfarne kræfter som Anders Nielsen, der spiller for os i dag, og den fremragende hæver Lars Engell.
Generelt var der dog en del mere rutine på vores hold, og Bjæverskov havde også allerede smidt en kamp (imod Slagelse) selv om det her vist nok kun var tredje runde. Det var 3. division syd, og der var kun én oprykningsplads at spille om. Derfor endte vores sejr i kampen med at være uendeligt betydningsfuld for os fordi vi faktisk meget tidligt i sæsonen satte vores stærkeste rival fire point bagefter. Vi endte faktisk med at slutte sæsonen på en førsteplads, fire point foran Bjæverskov.
Vores listige jyske træner, Flemming, havde lagt en ret grundig taktik, som i korte træk gik ud på at stække Rune (deres stærkeste angriber) ved at serve meget på ham og i øvrigt køre lidt på ham psykologisk. Jeg ved ikke om det var det der afgjorde kampen, for som antydet blev det faktisk en kamp med få fejl og et højt sideout-niveau.
Jeg var startet inde i sæsonens første kampe og havde gjort det godt, men til denne kamp valgte Flemming at lade den erfarne Morten Schou starte kampen. Vi var på det tidspunkt rimeligt jævnbyrdige, men det var nok godt set af Flemming at der var brug for erfaring i netop denne kamp.
Vi vandt de to første sæt og tabte det tredje, og så fik jeg chancen fra starten af 4. sæt. Det gik fint, og vi førte det meste af sættet med et par point. Til sidst, da det spidsede til, kom Morten dog ind igen, og vi fik hevet sejren hjem.
Det er muligt at jeg i dag ville grine hvis jeg så en videooptagelse af kampen, men i hukommelsen står denne 3. divisionskamp som en af de bedste i min karriere...
onsdag, december 22, 2004
Onsdagsarkivet: Himmelev - Hvidovre 0-3 (september 97)
Som skrevet i sidste uges arkiv rykkede vi ned i 3. division efter sæsonen 96-97. Vi blev placeret i 3. division syd, formentlig på grund af Hvidovres geografiske placering i den sydlige del af hovedstaden, selv om de fleste af modstanderne kom fra det øvrige Sjælland.
To år forinden var klubben for første gang havnet i syd-rækken efter nogle sæsoner i 3. division øst. Det viste sig at blive den direkte årsag til oprykningen til 2. division. Syd-rækken var nemlig skræmmende svag i forhold til øst. Dengang, i 95-96, badede holdet sig igennem med 18 sejre i 18 kampe og vistnok kun 6 mistede sæt. Men det var før min tid som førsteholdsspiller.
Nu kom holdet altså i syd igen, og denne gang var rækken noget stærkere. Der var stadig nogle svage hold, men også hold som Bjæverskov, Slagelse og Frederikssund, som (på det tidspunkt) kunne spille god volley.
Vi lagde dog ud mod Himmelev, og det var et af de mindre gode hold. Ikke desto mindre var vi ganske tæt ved at smide et sæt, men gjorde det ikke.
I forhold til sæsonen før havde vi fået ny træner. Han hed Flemming Berg og var en relativt ung divisionstræner (omkring de 25). Han kom fra Bedsted og studerede idræt på Københavns Universitet. Han har siden gjort karriere som fodboldtræner, men var også en meget målrettet volleyballtræner. Han vidste hvordan han ville have tingene, og lagde stor vægt på disciplin, spilkoncepter og mange gentagelser. Det lyder måske alt sammen lidt kedeligt, men det var faktisk ganske godt for holdet, som nok havde brug for lidt disciplin efter en sæson uden en egentlig træner.
Han var også frisk på at få spillet den unge hæver (mig) ind på holdet, så hvor jeg i foråret havde følt mig langt fra startopstillingen, lå jeg nu pludselig på linje med den gamle hæver, Morten Schou. Jeg havde sgu nok også forbedret mig lidt i mellemtiden.
Og da sæsonen startede med kampen mod Himmelev, var jeg pludselig i startopstillingen. Flemming brugte begge hævere stort set lige meget i de første kampe, som var mod ganske lette modstandere, men det var altså mig der startede inde. Det tog jeg selvfølgelig som en cadeau. Morten tog det åbenbart som et vink med en vognstang, for han indstillede karrieren ikke så langt inde i sæsonen.
To år forinden var klubben for første gang havnet i syd-rækken efter nogle sæsoner i 3. division øst. Det viste sig at blive den direkte årsag til oprykningen til 2. division. Syd-rækken var nemlig skræmmende svag i forhold til øst. Dengang, i 95-96, badede holdet sig igennem med 18 sejre i 18 kampe og vistnok kun 6 mistede sæt. Men det var før min tid som førsteholdsspiller.
Nu kom holdet altså i syd igen, og denne gang var rækken noget stærkere. Der var stadig nogle svage hold, men også hold som Bjæverskov, Slagelse og Frederikssund, som (på det tidspunkt) kunne spille god volley.
Vi lagde dog ud mod Himmelev, og det var et af de mindre gode hold. Ikke desto mindre var vi ganske tæt ved at smide et sæt, men gjorde det ikke.
I forhold til sæsonen før havde vi fået ny træner. Han hed Flemming Berg og var en relativt ung divisionstræner (omkring de 25). Han kom fra Bedsted og studerede idræt på Københavns Universitet. Han har siden gjort karriere som fodboldtræner, men var også en meget målrettet volleyballtræner. Han vidste hvordan han ville have tingene, og lagde stor vægt på disciplin, spilkoncepter og mange gentagelser. Det lyder måske alt sammen lidt kedeligt, men det var faktisk ganske godt for holdet, som nok havde brug for lidt disciplin efter en sæson uden en egentlig træner.
Han var også frisk på at få spillet den unge hæver (mig) ind på holdet, så hvor jeg i foråret havde følt mig langt fra startopstillingen, lå jeg nu pludselig på linje med den gamle hæver, Morten Schou. Jeg havde sgu nok også forbedret mig lidt i mellemtiden.
Og da sæsonen startede med kampen mod Himmelev, var jeg pludselig i startopstillingen. Flemming brugte begge hævere stort set lige meget i de første kampe, som var mod ganske lette modstandere, men det var altså mig der startede inde. Det tog jeg selvfølgelig som en cadeau. Morten tog det åbenbart som et vink med en vognstang, for han indstillede karrieren ikke så langt inde i sæsonen.
onsdag, december 15, 2004
Onsdagsarkivet: Rødovre Statsskole - Hvidovre 3-2 (marts 97)
Den tredje kamp jeg husker nogenlunde tydeligt fra min første halvsæson i divisionsvolley, var sæsonens sidste kamp. Jeg var slet ikke på banen, men kampen var et drama uden lige.
Vi havde hele sæsonen ligget på vippen, men havde chancen for at redde os i sidste kamp. Modstanderen var Rødovre Statsskole (med blandt andre Jakob Martens), som sjovt nok også lå lige på vippen. Sidstepladsen gik vist til Hillerød, men det her blev kampen om at undgå den anden nedrykningsplads. De to hold lå helt lige før kampen, eller i hvert fald så lige at vinderen ville blive i 2. division, og taberen ville rykke ned.
Kampen blev helt vanvtittig. Vi ræsede af sted fra starten, og jeg er lige ved at tro at vi uddelte et æg i 1. sæt (dengang hvor det var noget mindre usædvanligt). Vi kom også stort foran i 2. sæt og fik hevet det hjem, men desværre kom Rødovre lidt i gang mod slutningen.
Herefter vendte kampen, og Rødovre tog de sidste tre sæt. Jeg kan ikke huske cifre, men husker det som om vi var meget tæt ved at vinde 3-1 og måske endda havde matchbold i 4. sæt. 5. sæt tabte vi vist 15-11 eller 15-12.
Det var en maratonkamp på to timer, og det var selvfølgelig en enorm skuffelse for holdet at tabe den, både på grund af måden og fordi det betød nedrykning. For mig personligt var det nok ikke så stor en katastrofe fordi det alligevel var fint nok at få en sæson i 3. division til at udvikle sig.
Hele sæsonen havde holdet faktisk spillet uden en egentlig træner. Martin Holtoug var stoppet efter den foregående sæson, men kom stadig og coachede i de fleste kampe. Det meste af træningen stod Kim W. Madsen for, og da han samtidig var spiller, var det ikke helt optimalt. Jeg tror i hvert fald det var med til at sende os ned i den tunge ende.
I den følgende sæson kom thyboen Flemming Berg til som træner, men mere om det i næste uge.
Vi havde hele sæsonen ligget på vippen, men havde chancen for at redde os i sidste kamp. Modstanderen var Rødovre Statsskole (med blandt andre Jakob Martens), som sjovt nok også lå lige på vippen. Sidstepladsen gik vist til Hillerød, men det her blev kampen om at undgå den anden nedrykningsplads. De to hold lå helt lige før kampen, eller i hvert fald så lige at vinderen ville blive i 2. division, og taberen ville rykke ned.
Kampen blev helt vanvtittig. Vi ræsede af sted fra starten, og jeg er lige ved at tro at vi uddelte et æg i 1. sæt (dengang hvor det var noget mindre usædvanligt). Vi kom også stort foran i 2. sæt og fik hevet det hjem, men desværre kom Rødovre lidt i gang mod slutningen.
Herefter vendte kampen, og Rødovre tog de sidste tre sæt. Jeg kan ikke huske cifre, men husker det som om vi var meget tæt ved at vinde 3-1 og måske endda havde matchbold i 4. sæt. 5. sæt tabte vi vist 15-11 eller 15-12.
Det var en maratonkamp på to timer, og det var selvfølgelig en enorm skuffelse for holdet at tabe den, både på grund af måden og fordi det betød nedrykning. For mig personligt var det nok ikke så stor en katastrofe fordi det alligevel var fint nok at få en sæson i 3. division til at udvikle sig.
Hele sæsonen havde holdet faktisk spillet uden en egentlig træner. Martin Holtoug var stoppet efter den foregående sæson, men kom stadig og coachede i de fleste kampe. Det meste af træningen stod Kim W. Madsen for, og da han samtidig var spiller, var det ikke helt optimalt. Jeg tror i hvert fald det var med til at sende os ned i den tunge ende.
I den følgende sæson kom thyboen Flemming Berg til som træner, men mere om det i næste uge.
onsdag, december 08, 2004
Onsdagsarkivet: Hvidovre - Roskilde 0-3 (februar 97)
Først lige en opfølgning på sidste uges arkiv-artikel. Min holdkammerat Martin Henningsen, som dengang spillede for Brøndby, ligger inde med et omfattende hjemmevideoarkiv fra sine egne kampe gennem mange år, og han havde sandelig også den omtalte Hvidovre-Brøndby-kamp.
Så den fik vi luret lidt på til holdjulefrokosten. Det var faktisk meget skægt. Tempoet var ret søvndyssende. Der var jo heller ikke boldlangere på. Men det er da rart at vide at man spillemæssigt er kommet (lidt) videre i de seneste otte år.
Noget jeg havde glemt, var at jeg kun spillede i 3. sæt, og at vi på nogle tidspunkter i sættet spillede tohæver-system så jeg faktisk var angriber. Nåede vist også at vinde et enkelt smash og tabe et par stykker. Ud fra videoen så det heller ikke ud til at David og Lars P. var med i den pågældende kamp, som jeg ellers påstod. Skiferie, måske?
Nu til Roskilde-kampen: Det var min eneste startopstilling i den halvsæson, og den kom naturligt nok i en kamp hvor Morten Schou var fraværende. Roskilde var modstanderen, og de hørte vist ligesom Brøndby til i den pæne ende af rækken. I hvert fald rykkede de blot to år senere op i elitedivisionen med et meget rutineret hold, hvorefter alle de gamle stoppede, så de måtte spille to sæsoner i eliten med et småpinligt spillermateriale (to sæsoner fordi eliten blev udvidet efter deres første sæson så de ikke kunne rykke ned).
I denne kamp spillede vi ikke så dårligt som mod Brøndby, men vi tabte nu alligevel 3-0. Jeg kan ikke huske så meget om kampen, andet end at det var noget lettere at få lov at være starthæver end at skulle ind og redde et hold i opløsning. Jeg gjorde det åbenbart helt fint, for ligesom i debutkampen fik jeg Svinet, den lyserøde grisemaskot, som stadig følger holdet.
Jeg fik i øvrigt ikke meget spilletid i resten af sæsonens kampe. Ud over de to nævnte beløb mine optrædener i det forår sig nok kun lige til et tocifret antal bolde.
Så den fik vi luret lidt på til holdjulefrokosten. Det var faktisk meget skægt. Tempoet var ret søvndyssende. Der var jo heller ikke boldlangere på. Men det er da rart at vide at man spillemæssigt er kommet (lidt) videre i de seneste otte år.
Noget jeg havde glemt, var at jeg kun spillede i 3. sæt, og at vi på nogle tidspunkter i sættet spillede tohæver-system så jeg faktisk var angriber. Nåede vist også at vinde et enkelt smash og tabe et par stykker. Ud fra videoen så det heller ikke ud til at David og Lars P. var med i den pågældende kamp, som jeg ellers påstod. Skiferie, måske?
Nu til Roskilde-kampen: Det var min eneste startopstilling i den halvsæson, og den kom naturligt nok i en kamp hvor Morten Schou var fraværende. Roskilde var modstanderen, og de hørte vist ligesom Brøndby til i den pæne ende af rækken. I hvert fald rykkede de blot to år senere op i elitedivisionen med et meget rutineret hold, hvorefter alle de gamle stoppede, så de måtte spille to sæsoner i eliten med et småpinligt spillermateriale (to sæsoner fordi eliten blev udvidet efter deres første sæson så de ikke kunne rykke ned).
I denne kamp spillede vi ikke så dårligt som mod Brøndby, men vi tabte nu alligevel 3-0. Jeg kan ikke huske så meget om kampen, andet end at det var noget lettere at få lov at være starthæver end at skulle ind og redde et hold i opløsning. Jeg gjorde det åbenbart helt fint, for ligesom i debutkampen fik jeg Svinet, den lyserøde grisemaskot, som stadig følger holdet.
Jeg fik i øvrigt ikke meget spilletid i resten af sæsonens kampe. Ud over de to nævnte beløb mine optrædener i det forår sig nok kun lige til et tocifret antal bolde.
onsdag, december 01, 2004
Onsdagsarkivet: Hvidovre - Brøndby 0-3 (januar 97)
Min første divisionskamp var noget af en katastrofe, dog ikke for mig personligt. Vi fik stortæsk af Brøndby på sikkert omkring tre kvarter. Dengang, hvor man jo spillede til 15 på den gammeldags maner, kunne en ulige kamp være endnu kortere end i dag, men en tæt forestilling kunne til gengæld vare en del længere.
Det var 2. division øst (dengang hvor der også var 3. division), og vi lå som oprykkere lidt på vippen i bunden af rækken. Jeg var begyndt at træne med førsteholdet fra sæsonstart, men spillede efterårets kampe for andetholdet i serie 2. Ved nytår blev det så besluttet at der var god fornuft i at jeg byttede plads med førsteholdets andenhæver, Voss, som allerede dengang var en erfaren herre.
Så da jeg rykkede op, var det ideen at jeg bare skulle være reserve for Morten Schou, som hævede på det tidspunkt. Det blev nu også tilfældet det meste af foråret, men jeg fik en ilddåb i min debutkamp.
Hele holdet spillede nemlig så pinligt dårligt at coach Martin Holtoug (nu grønlandsk landstræner) lige så godt syntes han kunne prøve den unge hæver. Holdet dengang bestod af en del af dem der i dag spiller på vores GoldBoyz-hold i danmarksserien (og i øvrigt stadig udkæmper drabelige dyster med Brøndby). Folk som David, Lange, Buggi, Bent, Asger, Lars P og Kim Madsen var med - foruden Stryhn, som sammen med mig var den eneste der stadig er med på førsteholdet i dag. På Brøndbys hold spillede blandt andre de senere mangeårige Hvidovre-spillere Martin Henningsen og Michael Gamst.
Jeg fik vel cirka et sæts spilletid, og jeg tror egentlig ikke jeg var specielt fremragende. Men jeg spillede jo nok min chance, for på en dag hvor ingen andre spillede godt, var det nok til at jeg fik Svinet. Ikke så dårligt i en debutkamp.
Det var 2. division øst (dengang hvor der også var 3. division), og vi lå som oprykkere lidt på vippen i bunden af rækken. Jeg var begyndt at træne med førsteholdet fra sæsonstart, men spillede efterårets kampe for andetholdet i serie 2. Ved nytår blev det så besluttet at der var god fornuft i at jeg byttede plads med førsteholdets andenhæver, Voss, som allerede dengang var en erfaren herre.
Så da jeg rykkede op, var det ideen at jeg bare skulle være reserve for Morten Schou, som hævede på det tidspunkt. Det blev nu også tilfældet det meste af foråret, men jeg fik en ilddåb i min debutkamp.
Hele holdet spillede nemlig så pinligt dårligt at coach Martin Holtoug (nu grønlandsk landstræner) lige så godt syntes han kunne prøve den unge hæver. Holdet dengang bestod af en del af dem der i dag spiller på vores GoldBoyz-hold i danmarksserien (og i øvrigt stadig udkæmper drabelige dyster med Brøndby). Folk som David, Lange, Buggi, Bent, Asger, Lars P og Kim Madsen var med - foruden Stryhn, som sammen med mig var den eneste der stadig er med på førsteholdet i dag. På Brøndbys hold spillede blandt andre de senere mangeårige Hvidovre-spillere Martin Henningsen og Michael Gamst.
Jeg fik vel cirka et sæts spilletid, og jeg tror egentlig ikke jeg var specielt fremragende. Men jeg spillede jo nok min chance, for på en dag hvor ingen andre spillede godt, var det nok til at jeg fik Svinet. Ikke så dårligt i en debutkamp.
tirsdag, november 30, 2004
Ny feature: Onsdagsarkivet
For noget tid siden fik jeg en fremragende ide: Denne side skulle have sin egen julekalender.
Men en kort selvkritik senere måtte jeg sande at jeg ikke har fantasi til at lave en interessant historie om en volleyballspiller der må så meget ondt igennem for at redde julen.
Min næste ide gik ud på at grave lidt i hukommelsen og skrive 24 skarpe anekdoter om de største volleyballkampe fra min egen karriere. Men at skrive hver dag i 24 dage rækker kræfterne vist ikke til.
Så i stedet lancerer jeg Onsdagsarkivet, hvor jeg hver uge vil fremdrage en speciel kamp fra min tid som divisionsspiller (snart otte år) i kronologisk rækkefølge.
Vi ved jo alle sammen at onsdag er den kedeligste dag med hensyn til volleyballnyheder, og så kan man jo passende kigge forbi her og læse lidt om en 3. divisionskamp fra 98.
Det er mit mål at få skrevet til Onsdagsarkivet hver uge, første gang i morgen. Så lav en kop te og slæb computeren med hen i den bedste lænestol. Rigtig god fornøjelse.
Men en kort selvkritik senere måtte jeg sande at jeg ikke har fantasi til at lave en interessant historie om en volleyballspiller der må så meget ondt igennem for at redde julen.
Min næste ide gik ud på at grave lidt i hukommelsen og skrive 24 skarpe anekdoter om de største volleyballkampe fra min egen karriere. Men at skrive hver dag i 24 dage rækker kræfterne vist ikke til.
Så i stedet lancerer jeg Onsdagsarkivet, hvor jeg hver uge vil fremdrage en speciel kamp fra min tid som divisionsspiller (snart otte år) i kronologisk rækkefølge.
Vi ved jo alle sammen at onsdag er den kedeligste dag med hensyn til volleyballnyheder, og så kan man jo passende kigge forbi her og læse lidt om en 3. divisionskamp fra 98.
Det er mit mål at få skrevet til Onsdagsarkivet hver uge, første gang i morgen. Så lav en kop te og slæb computeren med hen i den bedste lænestol. Rigtig god fornøjelse.
Abonner på:
Opslag (Atom)
