fredag, januar 23, 2009

Ugen der gik i 1. division

3-0 over nummer 3, og pludselig er der meget langt ned til den sydlige side af oprykningsstregen. Selv om vi må fokusere på kampene én ad gangen (og den slags sportsklicheer), er det svært at skjule at vi ligger til oprykning, og der skal et alvorligt sammenbrud til for at det kan gå galt.

Matematisk kan vi selvfølgelig sagtens hentes, for der er mange kampe endnu, men sådan som alle hold under nummer 2 slår hinanden, kan det også godt i sidste ende vise sig at 26 point eller deromkring er nok til oprykning.

Senest har Bedsted slået Amager. Efter Amagers sejr over os før jul og deres storsejr over PVC var jeg lige ved at tro at de kunne lave en stime og skabe spænding. Nu ligger Bedsted i stedet nummer 3, men der lader til at være stor forskel på deres præstationer på udebane og hjemme i Thy. Det ser ellers ud til at det var en sjov kamp, og vi må ikke håbe at Amager har fået ar på sjælen af de fjendtlige tilskuere.

Nu har vi en pokalfinaleweekend og derefter en weekend hvor Hvidovre ligger stille, og de andre kan få lov at slå hinanden på kryds og tværs.

Og så gælder det topkamp mod KSV den 8. februar.

søndag, januar 18, 2009

Lyngby - Hvidovre 0-3 (22-25, 20-25, 16-25)

Lyngby var forstærket i forhold til de syv mand de havde med ud til os i efteråret. Helmø og Winther var med, og dermed så det lidt sværere ud.

Det startede da også ret tæt. Vi spillede okay, men manglede bare lidt pres i serven og power i angrebet og kom derfor ikke så let til pointene. Undervejs forsøgte vi med nogle serveindskiftninger, og da Dan kom ind ved cirka 20-20, gav det bonus, og vi slog det afgørende hul.

I 2. sæt kom vi skidt fra start og kom bagud med fem point, men hentede det hurtigt og spillede faktisk stabilt og fornuftigt resten af sættet og vandt til sidst ret sikkert.

3. sæt var vi ovenpå, også så meget at vi endda mistede koncentrationen lidt, men vi havde på det tidspunkt en stor føring, som ikke kom i fare.

En udmærket indsats og en vigtig sejr på vejen. Lyngby lå nummer 3 før kampen, men er nu overhalet af Bedsted, som slog Amager 3-1. Bedstedhallen volder de fleste problemer i denne sæson.

Referat på hvk.dk.

søndag, januar 11, 2009

Hvidovre - DHG Odense 3-1 (25-19, 21-25, 25-21, 25-22)

Velkommen tilbage, hvis I stadig er derude.

Vi slog DHG 3-1, og det var herligt. DHG og Lyngby har udviklet sig til præcis de svære modstandere jeg havde forventet, så der var lagt op til en svær start på året med de to hold i de to første kampe.

DHG har oprustet kraftigt siden vi mødte dem sidst, så det var en udmærket præstation at slå dem, og det blev akkurat så tæt at vi blev presset maksimalt uden at være lige ved at tabe.

Vi spillede langtfra en perfekt kamp, men jeg synes faktisk at det var fornuftigt niveau når man tager i betragtning at vi ud over den seneste uges træning har holdt totalt fri siden før jul, og at en del spillere så endda har trænet endnu mindre på grund af eksamener, ungdomslandsholdsture, sygdom og andet.

Flere detaljer om kampen i referat på hvk.dk.

lørdag, december 20, 2008

Drengene slog os

Vi tabte 3-1 til drengene fra U19-landsholdet i onsdags. Cifrene cirka 25-21, 21-25, 25-27, 23-25.

Indtil efter nytår er de jo faktisk alle under 18, så U19 er i virkeligheden også en stramning. Jeg vil mene at vi under normale omstændigheder kan slå dem, og vi har alle mulige undskyldninger for ikke at have gjort det denne gang: Personalemangel på centeren, vores normale libero var med på deres hold, vi skiftede meget ud (det gjorde de i øvrigt også) og så videre.

Men de spiller rigtig godt. Jeg synes det var bemærkelsesværdigt at de faktisk servede og modtog bedre end os, og at de ofte virkede bedre organiserede og var bedre til at omsætte transitionsbolde. Mange af de ting forbinder man jo netop med erfaring, men det viser at de er godt skolede og har nogle grundlæggende ting på plads. (Det viser måske også hvor vores fokus skal ligge nu.)

Til gengæld er de ikke ligefrem skræmmende fysisk, og der kunne vi nogle gange overtrumfe dem lidt.

Nu står den på lidt julepause og siden træning frem mod et spændende forår. Programmet for januar ser interessant ud med DHG Odense og Lyngby som modstandere. To hold der har klaret sig godt siden vi mødte dem sidst.

onsdag, december 17, 2008

Mere fra weekenden og træningskamp

Jeg skylder lige at nævne at vores forspring i toppen af 1. division er intakt. Frederiksberg fik hevet en 3-2-sejr hjem over KSV, og Lyngby beviste at turen til Bedsted kan trække tænder ud for københavnerholdene.

Forspringet til Amager skrumpede ind til 10 point, men naturligvis ærgrer det stadig når det nu kunne have været 14. Følelsen af at tabe en turneringskamp var langt væk, og derfor slog det måske lidt ekstra hårdt, men det var ikke et slemt tidspunkt at tabe på.

I aften, onsdag, har vi træningskamp mod U19-landsholdet, som snart skal ud og vise de danske farver, og det er nok fint for os med en træningskamp inden vi går på juleferie, for at få arbejdet kampen mod Amager ud af systemet. U19-holdet kommer med spillere som Frederik Mikelsons, Casper Olesen, Troels Poulsen, Peter Trolle og vores egen Necdet Sahiner. Jeg har haft med stort set dem alle at gøre som talentcentertræner, men har vist aldrig spillet mod nogen af dem, så det bliver sjovt at prøve.

mandag, december 15, 2008

Amager - Hvidovre 3-1 (25-18, 19-25, 25-21, 25-16)

(Cifrene opdateret. De var åbenbart ikke så slemme som jeg huskede dem.)

Nå, men så kom nederlaget, og det skulle selvfølgelig være mod Amager. Sundbyøsterhallen er ikke en hal jeg har specielt gode minder fra, og nu har den endda fået et nyt volleyballfjendtligt gulv. Hurra.

Først og fremmest: Det er helt i orden at tabe til Amager når de spiller som de spillede. For mig er det langt mere overraskende at Amager, med det hold og de spillere de har, har tabt fem kampe i efteråret, end at de slog os søndag. De burde kunne ligge i toppen, og hvorfor de ikke gør det, må de jo selv rode lidt med. Men jeg kan læse ud af dette morsomme referat at vi har givet dem en god jul. Den får ikke for lidt.

For det andet: Det bekymrende er altså ikke så meget selve nederlaget (og i stillingen ser det stadig fint ud), men måden det skete på. Vi var stort set fuldstændig ude af stand til at vinde et angreb, og det må jeg jo nok selv tage en stor del af skylden for. Og så havde vi ikke på nogen måde held til at vende kampens momentum og stemningen på holdet med vores indskiftninger, som vi ellers har været gode til.

Jeg føler at vi i de fleste kampe har haft et ekstra gear, som vi ikke har haft brug for. I denne kamp fandt vi det heller ikke, men gik nok i stedet et gear ned da vi havde brug for at gå det gear op. Så der er lidt at arbejde med.