fredag, august 17, 2007

Det længe ventede klubskifteindlæg

Svingdøren roterer heftigt hos topklubberne i mændenes elitedivision (og vist også hos de øvrige). Her er et forsøg på et overblik, som i sagens natur må blive meget foreløbigt.

Marienlyst
De skiller sig jo ud ved at have været meget tidligt ude med spilleraftaler og en meget åben pressestrategi, så lad os starte med dem.

Allerede kort efter sæsonen kunne klubben melde om tilgang fra Geovan Santos. Det er en situation der minder mig om 2004, hvor Marienlyst hentede Jordan Hove i SK Aarhus, som netop var blevet danmarksmestre. På det tidspunkt var han vel, som Santos nu er, ligaens vigtigste spiller. Det må føles som noget af et slag at miste sin vigtigste spiller til et hold man lige har slået. Men Marienlyst kan tydeligvis tilbyde nogle forhold (i hvert fald økonomisk) som andre klubber har svært ved at matche, og for dem er det selvfølgelig en fin taktik på samme tid at styrke deres eget hold og svække en af rivalerne. Det kunne selvfølgelig være sjovere for ligaen hvis de kunne finde "en anden Santos" i udlandet, men en anden fordel ved at hente Gentoftes Santos er at de ved præcis hvad han kan, og det kan være sværere når man søger udenlands.

Læg dertil at holdet har fået Jordan Hove tilbage fra Wuppertal, Michael Søe fra Gentofte, Martin Nielsen fra DHG og forlænget med Shaun Powell og de vigtigste danske spillere (undtagen Jesper Hansen), og så ligner det et Marienlyst Dream Team, som bliver meget svært at slå i den kommende sæson. Truppen kan ses her.

Gentofte
Har jo mistet Santos og Søe, og jeg hører at Peter Halling også stopper. Jeg ved ikke hvordan det går med Jonas Napiers ryg, men han er i hvert fald ikke med på landsholdet. Mads Toubro er vist også tvivlsom til den kommende sæson. Så meget tyder på at det er den unge garde med folk som Martin Olesen, Lior Koren, Sebastian Mikelsons, Tobias Nielsen og så videre der bliver kernen på deres hold. De skal nok klare sig godt, men uden mange af nøglespillerne fra sidste år er de ikke nogen oplagt mesterskabskandidat.

SK Aarhus
Mister alle deres udlændinge fra sidste sæson ifølge artikel i Stiften. Der kommer sgu nok fire-fem nye, men indtil videre er der kun sat navn på en hæver, Brad Tutton (australier, bror til libero Aden), og en libero, Arunas Kirsnys (litauer og beachvolleyspiller). Artiklen siger også at Jesper Pedersen er træner og Lars Hoppe (vist nok ikke spillende) hjælpetræner. Derudover regner jeg med at de holder på nogle af deres danske spillere, Mikkel Simonsen, Ole Schmidt, Daniel Jonassen og sikkert flere.

Middelfart
Her er det meste af arbejdet foregået i kulissen, men forleden dag kom der en nyhed om at Stenderup skal til Canada, hvilket jeg egentlig godt vidste. Men i nyheden kan man også læse at holdet er klar til en form for offentliggørelse i næste uge. En gang i foråret var der en artikel i Fyens hvor der stod at Søren Hansen stopper som træner. En ny er vist ikke blevet præsenteret. Derudover forsvinder BT vist til udlandet sammen med Caley Carter, og Hoppe er jo stoppet. Der stod også i artiklen at Jarryd Christensen og Joe Caruso formentlig ville fortsætte, men meget kan jo have ændret sig over sommeren. Det er egentlig lidt svært at se hvad de har tilbage af danske topspillere, men der kommer helt sikkert nogle udlændinge til.

Resten
Resten af holdene får ikke deres egen rubrik. Det er vel rimeligt nok at sige at de fire ovennævnte skilte sig ud sidste år, og der er ikke kommet nogen meldinger fra de fire øvrige klubber som tyder på at de for alvor vil blande sig i mesterskabskampen.

Aalborg HIK har igennem mange år gjort det godt med hovedsageligt danske spillere, men folk som brødrene Vestergaard er vist ved at overveje et karrierestop. Niels Knudsen skulle være på vej tilbage.

ASV har lavet et par halvstore armbevægelser efter deres oprykning, og nu må vi se hvad det bliver til. Flemming West er ny træner, og de har hentet en polak, Michal Lukaszczyk, som diagonal. Derudover har de blandt andre fået vores gamle ven Martin Henningsen (ja, Martin, du er ved at være en af de gamle).

DHG Odense er muligvis lidt i spillerbekneb, men jeg ved ikke så meget konkret. Jes Fald er skiftet tilbage til Midtfyns, som ifølge en artikel i Fyens i sidste uge får et ganske spændende hold i 1. division.

Hvidovre får nok et selvstændigt indlæg snart, men der er sket en hel del med truppen. Ikke på sådan en nu-vinder-vi-sgu-DM-medaljer-måde, men alligevel spændende ting.

Rygter (og også gerne fakta; vi diskriminerer ikke) modtages i kommentarerne.

Hvis man er interesseret i at læse et lignende indlæg om kvindernes elitedivision, har William Menzel givet et glimrende bud.

fredag, juli 27, 2007

BIlleder fra Hornbæk

En hel række billeder på photoevent.dk afslører den ubehagelige sandhed at jeg var på stranden i weekenden. Jeg har ellers ikke skrevet om det og måske håbet at folk ikke ville nå så langt ned i resultatlisterne at de fandt mit navn.

Men pyt. Jeg spillede sammen med Tim, og af en eller anden grund skulle der ikke så mange point til at komme i division plus, og det var lige præcis hvad vi havde.

På grund af et afbud i eliten blev plus-rækken skåret ned til 15 hold, og det var nok det der reddede os fra 16.-pladsen. Lad os bare sige at det hele ikke var skidt, men resultaterne var det. Især om søndagen, hvor vejret også var skidt, og det var en af de dage hvor beachvolley ikke er nogen fornøjelse. Krampen satte ind i sidste kamp, og motivationen var forsvundet.

Det generelle niveau i plus mener jeg at have set højere end i denne weekend, men det siger jo så meget desto mere om vores egen indsats. Jeg vil tro vi kunne være sluttet midt i rækken hvis vi havde spillet vores kort lidt bedre.







Alle fotos: Morten Olsen, photoevent.dk

mandag, juli 09, 2007

Sommerplaner

  • Spil alle mindst ét stævner på Nestea Tour
  • Springtræning tre gange om ugen
  • Løbeture i skoven
  • Opdatere bloggen mindst tre to gange om ugen med begavede analyser og vittige anekdoter
    • tirsdag, juni 26, 2007

      Triumf på Feddet!

      Jakob og jeg fik efter alt for lang ventetid vores første turneringssejr, da vi vandt én af de tre divisionsrækker på Feddet i weekenden.

      I vores tre puljekampe kom modstanderne kun i ét tilfælde over 13 point i et sæt. Og det var ikke engang puljens anden Jakob/Kasper-konstellation med Tøffner og Rosenberg, som ellers nok var stærkeste modstander. I kvartfinalen søndag ventede så Karim Baghli og Kristian von Magius. Efter 21-7 i 1. sæt smed vi 2. sæt 19-21, men fik den hevet hjem i 3.

      Semifinalen er jo traditionelt der hvor vi bliver slået ud. Denne gang mødte vi Martin Søgaard/Jesper Hansson, et hold som vi nok mente at vi skulle slå klart. Alligevel blev det den klart tætteste kamp. Vi vandt 1. sæt ret sikkert, men fik så en virkelig dårlig periode i 2. sæt, som vi ikke helt fik reddet. I 3. sæt gjorde vi dog nok til at snuppe den med fire point.

      Finalen blev lidt overraskende mod Henrik Jensen/Frank Hansen. Jeg havde før turneringen spået Kåre Wenzel/Martin Bo Hansen som stærkeste modstander, men de tabte semifinalen. Henrik og Frank (eller er det Frank og Henrik?) havde vi dog ikke så store problemer med. Det var en af de kampe hvor vi bare servede ret fornuftigt og vandt en masse transitionspoint.

      Pdf med resultater fra rækken.

      Så der var Nestea og T-shirt og alt muligt i præmie. Det føltes måske ikke som nogen enorm præstation, og i nogle af vores mere sekundære placeringer i eliten og division plus har vi besejret mindst lige så stærke hold. Men rart at vinde. Desværre kommer vi ikke til at spille i div. plus foreløbig, for de næste to weekender går med at skrabe penge ind til klubben på Roskilde Festival.

      fredag, juni 22, 2007

      Divisionsrækken på Feddet

      Så går beachvolley-sæsonen i gang, og Jakob Due Jakobsen og jeg er klar til at regere divisionsrækken på Feddet.

      Efter en 2006-sommer som var præget af lav aktivitet og uimponerende resultater, skal vi for første gang kun spille division.

      Vi er i divisionsrække 1 (pdf med turneringsplan), som ser forholdsvis stærk ud. Tre KSV-hold (Kåre Wenzel/Martin Bo Hansen, Kristian von Magius/Karim Baghli, Jacob Tøffner/Kasper Rosenberg), kan meget vel blive blandt de hårdeste konkurrenter.

      Hvis det går som det plejer i division plus, fejer vi al modstand til side helt frem til semifinalen, hvor vi som altid taber.

      onsdag, juni 20, 2007

      Værdier i sport

      I forrige weekend lavede et af verdens største fodboldtalenter et spektakulært mål for Barcelona i en vigtig kamp i den spanske liga:



      Dopede cykelryttere får to års karantæne første gang de bliver taget i at prøve at snyde. Kunne man forestille sig at Messi fik det?

      I en tid hvor denne unge mand hyldes som et geni, hvor en del cykelryttere langt om længe kommer ud af medicinskabet, og hvor fodboldtilskuerne viser sig fra deres tåbeligste side, er sportens værdier oplagt til diskussion. Eller i hvert fald burde de være det.

      Spørger lederne i disse idrætsgrene sig selv hvad det er for en sport de gerne vil have at vores børn lærer?

      Martin Olafsen har tidligere bragt emnet på banen i et meget langt indlæg, og jeg begynder at forstå hvorfor han mener at volleyball kan skille sig ud fra andre idrætsgrene alene i kraft af sportens værdier.

      Det er svært at forestille sig "en Messi" (eller en Bjarne Riis eller en Christian Poulsen eller den fulde tilskuer) i volleyball. Alligevel er det jo de sportsgrene der griner hele vejen til banken. Så spørgsmålet er hvordan de "sunde" værdier vi har i volleyball, kan omsættes til mere positiv opmærksomhed omkring sporten.